Træningsprogram øger læsehastighed for skoleelever i Halsnæs med 41 procent

Foto: PR.
Profilbillede
dato

Det seneste år har 359 skolebørn i Halsnæs Kommune arbejdet med FrontReads læsetræningsprogram. Resultatet er et løft i læsehastigheden på 41 procent, og forløbet gør flere elever uddannelsesparate.

Læsetræningsvirksomheden FrontRead, der arbejder med at styrke læsehastighed og tekstforståelse hos danske skoleelever, har netop afsluttet et femårigt landsdækkende læseprojekt.

På 13 ud af de 16 skoler i Halsnæs Kommune har 359 skoleelever fra 3. til 10. klasse siden 2020 deltaget i projektet og arbejdet med at træne læsefærdighederne, og helt nye tal fra projektet viser, at elevernes læsehastighed i gennemsnit er øget med 41 procent.

Ifølge Jennie Andersen Welch, der er lærer på Ølsted Skole i Halsnæs, er motivation og engagement en vigtig ingrediens, når børn og unge skal træne læsehastighed og tekstforståelse. I Halsnæs Kommune er det således essentielt med redskaber, der kan fange elevernes interesse og dermed skabe læring.

"Læsetræningen for nutidens unge møder skarp konkurrence fra eksempelvis sociale medier og fritidsinteresser, og derudover skal venner og familien også prioriteres. Den virkelighed er svær at ændre på, og det betyder, at der skal arbejdes hårdere og smartere end nogensinde før på at styrke de unges læsefærdigheder. I den proces er FrontRead et godt værktøj, som jeg har brugt flere gange, og eleverne synes, det er sjovt at kunne følge deres egen udviklingsproces og få feedback med det samme," siger Jennie Andersen Welch.

Eleverne på fjerde, femte og syvende årgang er højdespringerne i statistikken for Halsnæs Kommune. I skoleåret 2019/2020 præsterede eleverne her et løft i læsehastigheden på henholdsvis 73, 67 og 56 procent.

Flere bliver uddannelsesparate
Træningen med programmet styrker både færdighederne ved analog og digital læsning. Ifølge FrontRead er det vigtigt, at læsetræningen startes tidligt, og at den understøttes i alle fag gennem hele skoletiden. På den måde bliver eleverne bedst muligt rustet til fremtiden.

"Læsning er en essentiel færdighed, som vi kan arbejde med at forbedre, og nøglen er at finde den helt rigtige kadence, så hastighed og tekstforståelse går hånd i hånd. Lykkes det, vil mange opnå en højere grad af uddannelsesparathed, og det bliver samtidig nemmere for de unge mennesker at deltage i det sociale liv og at besidde et job efter endt uddannelse," siger Merete B. Riedel, der er læringsansvarlig hos FrontRead.

Foruden elevernes indsats er det ifølge Merete B. Riedel væsentligt, at læreren også tager aktiv del i træningen. Der er i programmet særlige moduler specifikt designet til underviseren, så vedkommende løbende kan tilpasse undervisningen efter elevernes behov og ønsker.

Kilde: Epicent.dk