Det testcenter der indtil nu har været i Gjethuset flytter til Rådhussalen ved siden af Halsnæs Rådhus. Sidste åbningsdag i Gjethuset er den 14. juni.
Genåbningen af Danmark skrider længere og længere frem, og vi ser nu ind i en tid, hvor Gjethuset i Frederiksværk vil kunne genoptage en række kulturelle aktiviteter. Det betyder, at Gjethuset nu har brug for at kunne råde over det lokale, som lige nu anvendes som testcenter, for at kunne få sat gang i kulturen i Halsnæs igen.
Derfor flyttes testcentret til Rådhussalen ved Halsnæs Rådhus, hvor der er gode faciliteter og parkeringsforhold.
Testcentret i Gjethuset har sidste åbningsdag den 14. juni, og første åbningsdag i Rådhussalen bliver den 15. juni. Der forekommer derfor ikke nogen lukkedage i forbindelse med flytningen.
Selve opsætningen omkring testcentret vil være den samme i Rådhussalen, og det vil også fortsat være Copenhagen Medical, som driver testcentret efter flytningen. Åbningstiderne forbliver ligeledes uændrede, hvilket betyder, at der åbnes klokken 08.00 den 15. juni og lukkes klokken 20.00.
Adressen på det nye testcenter i Rådhussalen er Rådhuspladsen 1, 3300 Frederiksværk. Rådhussalen ligger i en bygning for sig selv ved siden af Halsnæs Rådhus.